Forside



Hjælp til børnefamilier, der ikke har råd til at holde sommerferie

Desværre er det sådan, at der er mennesker her i Danmark, som ikke har råd til at holde ferie. Det gælder især børnefamilier. Vi på Gro Sommerlejr vil meget gerne hjælpe, idet det er vores målsætning, at alle forskellige slags mennesker skal kunne deltage på vore lejre. Som situationen er nu, kan vi desværre ikke yde økonomisk støtte - og det er med grædende hjerte, at vi må sige nej.

Men: Nyt initiativ pr. januar 2018
Vi hjælper hinanden. Dem, der har nok, giver til dem, der har for lidt. Her er et tænkt eksempel:

Claus føler ansvarlighed og synes, at vi ikke kan være bekendt, at en enlig mor ikke har råd til sammen med sine børn at deltage en uge i den billigste ferie i Danmark. Så han indsætter 100 kr. hver måned på Folk og Naturs konto og skriver "støtte". Sara er enlig mor med 2 børn. Hun overlever på kontanthjælp og får børnepenge; men hun har ikke råd til at tage på ferie med sine børn. Hun indsætter også hver måned 100 kr. på vores konto og skriver "opsparing". Efter et år har Claus og Sara tilsammen indsat 2400 kr.

Sara søger nu om økonomisk støtte. En uges sommerlejr for en voksen og 2 børn koster 2.345 kr. I den uge skal hun ikke købe mad, så hun har lige råd til rejsen til og fra lejren. Familien har intet sovegrej. Og det koster 100 kr. pr. person at leje underlag, sovepose og lagenpose eller tilsvarende. I dette tilfælde vil foreningen Folk og Natur udlåne sovegrejet gratis. Familien får så en uges sommerferie, hvor de får tildelt en sovekabine i et telt.

Hvis du vil hjælpe økonomisk
Du skal indsætte penge på vores bankkonto reg.nr. 8401 konto nr. 1044124 og skrive "støtte". Det kan være et engangsbeløb, eller er mer-betaling, når du selv tilmelder dig til en uges sommerlejr. Men gerne en fast månedlig overførsel. Så går pengene ubeskåret til at hjælpe børnefamilier, der ikke har råd.

Hvis du vil søge økonomisk hjælp
Du er måske eneforsørger. Du/I er måske på kontakthjælp eller lignende. I har en økonomi, der gør det næsten umuligt at tage på ferie. Du indsætter 100 kr. hver måned på vores bankkonto reg.nr. 8401 konto nr. 1290933 og skrive "opsparing". Før sommeren skriver du til os og søger om støttte. Hvis vi ikke kan give det, overfører vi din opsparing til din konto, så du kan bruge pengene til noget andet.

Diskretion
Dem, der yder støtte, får ikke kendskab til, hvem der modtager støtte. Men alt der er indbetalt på vores konto som støtte går ubeskåret til at støtte børnefamilier, der ikke har råd selv. Om ikke samme år, så følgende år. Ingen lejrdeltagere får kendskab til, hvem der har modtaget støtte.